PI Piger på opvisningstur til Kalundborg og Roskilde





























Af Sissel Rasmussen, Gymnast på PI Piger
Fotos: Erik Pedersen


I begyndelsen af marts gik opvisningssæsonen for PI Gymnastiks
hold PI Piger for alvor i gang.
De første to lørdage tog PI Piger mod vest for at være med til
opvisninger i henholdsvis Kalundborg og Roskilde.

Hen over weekenden den 1.-3. marts var over 5.000 gymnaster i
alle aldre på gulvet i Kalundborg. Dagene bød på vilde spring, smukke
rytmiske serier og smilende børn.

Allerede på parkeringspladsen uden for hallen var det tydeligt, at
opvisningen var weekendens helt store begivenhed. Inde i hallen
osede det af spænding og forventninger til dagen.

Gymnasterne fra PI Piger mødtes i et lille baglokale, hvor opvarmning
og finpudsninger af programmet stod på dagsordenen. Også blandt os
gymnaster var der en nervøsitet for at skulle på gulvet. Spørgsmål som
”Griber vi alle tøndebånd?”, ”Husker vi at smile?” og ”Kommer vi til at
lave fejl?” lå lige under overfladen, mens vi fik pulsen op ude bagved.

Inden længe ramte klokken 10.53, og det var PI Pigers tur til at fylde
opvisningsgulvet. Da musikken startede, blev den ene øvelse til den
næste, og inden længe stod vi skulder ved skulder, færdige med
opvisningen og smilede til det klappende publikum.

Blot en uge efter drog PI Piger igen et smut ud af København, denne
gang til Forårsopvisning i Roskilde.
Over weekenden 9.-10. marts var omkring 6.500 gymnaster på gulvet til Roskildes forårsopvisninger, og der var mere end 8.000 besøgende.
I hallerne var fint pyntet op med forårsblomster, og tilskuertribunerne var godt fyldt op.

Da klokken nærmede sig 16, var vi på PI Piger igen klar i vores koboltblå bukser og brune kimonoer til at give publikum et ordentligt show. Denne gang med mere selvtillid efter sidste weekends vellykkede opvisninger.

Rummet blev fyldt af musik, og publikum lod sig optage af serierne.
Efter 10 minutter var også denne opvisning veloverstået, og PI Piger kunne igen vende hjem mod det københavnske.

Tak til støtteforeningen PI-Københavns Venner, der igen i denne sæson har ydet støtte til transport til PI Gymnastiks hold. Dette er et meget værdsat bidrag til de hold, der netop hyppigt rejser rundt til opvisninger og stævner rundt om i landet for at repræsentere PI Gymnastik og PI-København.