Coast2Coast

Opdateret 1. oktober 2022

Mit første ultra.

Af Benjamin E. Hansen, Københavns PI

I slutningen af april landede der én af de mange mails fra PI om kommende arrangementer.

Normalt er det ikke noget jeg læser eller bruger så meget tid på, men alligevel så fangede én af vedhæftningerne min opmærksomhed. ”Coast2Coast” stod der og jeg skulle lige stille min nysgerrighed og se, hvad det gik ud på.
Et Ultramaraton? Hvad i alverden er det for en størrelse? Jeg læste videre og kunne så konstatere at det var 24-tiners løb fra Røsnæs fyr til Nordhavn (130 KM) fordelt på 24 etaper.
Ved første øjekast tænkte jeg ”ellers mange slags tak”, men noget i baghovedet blev ved med at sige mig at det var for sindssyg en udfordring til ikke at prøve.
Jeg har ikke løbet maraton før (andre end mine egne), har altid holdt meget af at løbe meget og langt uden at være en hurtig løber.
Jeg ringede til én af arrangørerne og snakkede med ham – han forklarede konceptet stille og roligt – det var et meget godt begynder arrangement, hvis man ville prøve kræfter med ekstremløb og der ville være små pauser undervejs.
Ikke at det ikke var hårdt, for det skulle jeg indstille mig på – at det var superhårdt, altså. Da jeg drøftede ved aftensmaden med min kone var beskeden klar:
”Det skal du da med til” og så var den beslutning taget.

Så gik jeg ellers i gang med træning – lange distancer og research forskellige steder på nettet, hos kolleger med erfaring og løbeshops med erfarne løbere.

Jeg var stadigvæk ikke rigtig kommer tættere på, hvad en ultrmaraton egentlig var. Definitionen (iflg Google) var at alle løb over 50 km udgør en ultramaraton, men at de som oftest er længere og med de 130 km., må jeg sige at det var anseeligt længere.
Jeg havde 5 måneder til at blive klar og dem brugte jeg nogenlunde fuldt ud. Det vigtigste for mig var, at jeg fik min pace eller tempo på plads og nogle kilometer i benene. Jeg løb små ture på minimum 15-20 km 2 gange om ugen og så en lang tur på 30+ én gang om ugen.
Jeg satte mig selv det mål, at hvis jeg kunne holde en pace på 6-6.30 pr. km., så ville jeg have okay tid ved depoterne til lige at få rettet det, der nu skulle rettes og få noget væske/mad indenbords.
Etaperne varierede i længde fra 6,6 som den længste til 4,4 for den korteste med en grænse, der hed en time pr. etape. Jeg sluttede langdistancetræningen af med at løbe 50 km i et træk godt og vel en måned før – så jeg kunne have friske ben til løbet.
Jeg havde sommerferie op til løbet og der holdt jeg det til små ture på 10-15 km og løb kun meget små ture på 5-7 km i de sidste 14 dage op til løbet. Jeg ville ikke løbe ind i en dum skade eller overbelastning inden løbet.

Dagen oprandt og jeg blev afleveret ved Røsnæs Fyr klokken 0800 om morgenen af min søde familie, som kyssede og krammede mig farvel.

Det var en underlig fornemmelse, for på den ene side kunne jeg ikke vente med at komme i gang og på den anden side, ville jeg måske egentlig helst ikke være der (ikke at distancen skræmte mig, men det ukendte ved løbet var skræmmende).
Alle var dog så søde til at hjælpe, spørge og servere at det dulmede mine nerver og før jeg vidste af det, så stod jeg og snakkede med andre deltagere og havde rystet min nervøsitet af mig.
Vi rykkede ned til vandet, hvor vi valgte en sten, skrev navn på og gav den til de frivillige – den skulle bruges til at lægge på det sted, hvor man stoppede (hvis man stoppede).

De første par etaper var gode, vejret var dejligt og nærmest før jeg vidste af det var vi allerede oppe på 30 km. Det var cirka også her jeg stødte på mit første læringspunkt – elektroniske enheder.

Mit løbeur (som bare er et smartwatch) var ikke bygget til at holde konstant øje med min pace og distance – så den var hurtigt ved at være drænet for strøm og det samme med min telefon.
Jeg havde dog garderet mig ved at have en powerbank med, men med den relativt korte tid ved depoterne, så blev det hurtigt til lidt af en kamp at sætte ting til opladning, binde sko op, få væske og mad osv. Der var ikke nok tid til det hele.
Så første læringspunkt – Hav det rigtige udstyr med og sørg for at det kan holde i mere end 24 timer.

Jeg ramte andet læringspunkt meget hurtigt – lad være med at have for meget tøj på og igen udstyret skal være i orden. Jeg havde en langærmet løbetrøje og en t-shirt ude over, dertil kom at jeg havde en kasket på for at beskytte mig lidt for solens stråler.

Jeg opdagede dog hurtigt at jeg svedte så meget at det dryppede fra skyggen af min kasket og den væske har jeg nok ikke kunne nå at få igen ved depoterne. Så punkt 2 – vær ikke bange for at smide noget tøj eller tage noget på efter vejret – det lyder måske dumt og indlysende, men det var det bare ikke efter 30 km og langt mindre efter 60 km.

Mine ben havde det dog fint stadigvæk og jeg holdt en god pace, så det gik stødt fremad. Jeg var overrasket over mængden af væske og mad som man indtager uden at skulle af med det igen. Umiddelbart tænker man at man vil blive tung af al den mad, men det gør du faktisk ikke og jeg sørgede for at tage en banan som det sidste inden jeg løb ud hver gang, så jeg ikke skulle besørge i løbet af etapen.

Vi kom hurtigt op i kilometer og ved aften tid ramte vi 60 kilometer, som også betød aftensmad og den første, der måtte udgå. Vedkommende havde besvær med hofte og knæ – han lagde sin sten og så var han ude til klapsalver og piften – en sej bedrift uanset hvad.

Jeg holdt min pace okay, men blev udfordret af at jeg ikke havde tænkt over skift af tøj og sokker – ikke at jeg ikke havde det med, men jeg havde ikke tænkt over, hvornår det skulle ske. Jeg havde dog hurtigt lagt en plan om, at jeg ville skifte sokker omkring hver 6. etape (det passede også med de 3 par løbesokker jeg havde med) og så skifte mine løbetights omkring etape 18 eller 19.

Tredje læringspunkt – Læg en plan og hold dig til den! Det er nemmest at holde sig til planen, hvis man har lagt én på forhånd og jo længere du har løbet- jo mindre ekstra hjernekraft har du til alle de finurlige tanker – så hold det simpelt og hold det til det grovmotoriske – så er du sikker på at du også kan når du er presset.

En anden rigtig god idé er at have styr på længden af etaperne – for der opstår hurtigt forvirring om, hvor lang den næste etape er og hvilken der er den længste – så hav gerne en oversigt i tasken, så du kan orientere dig.

Der var et par gange, hvor jeg havde indtrykket af at den længste var overstået, for så at konstatere at den næste etape var endnu længere.

Jeg begyndte at kunne mærke kilometerne i benene og en murren i mine hofter – det var dog en smerte, som kunne løbes væk og da vi ramte tiden omkring solnedgang, var det på med vest og pandelampe.

Løb om natten var en helt anden oplevelse – man skal lige være ekstra påpasselig med, hvor man træder. Det var altså en helt særlig oplevelse at løbe gennem nattelivet i Roskilde og mængden af folk som hujede og klappede var faktisk overvældende.

I nattens mulm og mørke blev jeg ramt af en eller anden form for tjørn eller vild rose og den fangede mig på det venstre ben. Den hang kortvarigt fast i mine bukser og jeg fik revet den fri af mine bukser, dog ikke uden en del smerte og stikken i benet.

Da jeg kom i depot fra den etape, havde jeg en vild kvalme og fik at vide at jeg havde skiftet farve til askegrå i ansigtet.
Jeg blev hurtig tilset og sat ned – jeg fik vand, frugt og high5 så mine depoter kunne komme op igen. Jeg fik benene op og én af arrangørerne var så sød lige at masere mit skinneben, hvor smerten sad og det hjalp.
Mens de andre løb afsted blev jeg lige anmodet om at vente 5 minutter indtil min farve var vendt tilbage og det gjorde jeg. Ude på etapen bemærkede jeg dog en tiltagende smerte, men gennemførte stadig – dog i et meget langsommere tempo.

Næste etape var nærmest uudholdelig – smerten i mit skinneben var ikke til at abstrahere fra og jeg begyndte at få bøvl med balancen.

Jeg fik det tiltagende mere skidt og kvalmen vendte tilbage – vi ramte udkanten af Tåstrup, hvor min krop til sidst sagde stop.
Jeg kollapsede på cykelstien med en brændende og bidende smerte i skinnebenet, en krop der forsøgte at skille sig af med mit maveindhold og et hoved, der svømmede og forsøgte at holde balancen.
Jeg blev pakket ind i et folietæppe og så blev jeg ellers kørt til depotet, hvor jeg fik min sten. Jeg ænsede ikke meget af hvad der foregik, for jeg var opløst i tårer af smerte og skuffelse.
Det hjalp lidt at jeg fik skulderklap og klapsalver da jeg tog afsked med resten af feltet, men jeg var slet ikke rigtig til stede. Jeg var en blanding af sur på mig selv over at jeg ikke kunne kæmpe mig videre, ramt af smerten overalt i min krop og skuffet over at det skulle slutte på den måde.

Jeg var så heldig at ruten gik meget tæt forbi min private bolig, så løbsledelsen kunne godt afse en mand til at køre mig hjem (selvom hjemtransport var for egen regning oprindeligt).

Så klokken 03 eller 04 om natten blev jeg afleveret ved min bolig, hvor jeg blev hjulpet i bad og seng af en meget søvnig, men omsorgsfuld kone, mens resten af deltagerne forsatte mod målet i Nordhavn.

Den efterfølgende uge var jeg til lægen idet mit venstre skinneben og ankel var hævet til en størrelse, der lå over normalen.

Mit infektionstal havde ramt 140 og jeg måtte omgående på penicillinkur. I skrivende stund (efter nærmest en måneds stilstand) er jeg efterhånden ved at være klar til at komme ud og løbe igen.
I de sidste par uger har jeg haft mulighed for at kigge indad og kæmpet med min egen skuffelse og samtidig en stolthed over at jeg alligevel løb 100 km på en dag. Min storesøster, der selv er tidligere profesionel sportsudøver har meldt sig under fanerne, hvis jeg skulle få lyst til at prøve igen og efter den lange klagesang tænker du vel: ”Det gør han ikke”, men der må jeg skuffe jer – for jeg skal ud igen (såfremt det bliver arrangeret igen) og jeg SKAL i mål.
Nu går jeg i endnu skarpere træning og fokuserer på de læringspunkter, som jeg har erfaret fra sidste gang. Jeg havde optaget små videosekvenser fra løbet ved diverse etaper og det har været rigtig rart at se tilbage på efterfølgende – det kan anbefales.

Jeg har altid tænkt, at det lyder så dumt, når folk sagde eller skrev: kom ud og lær dig selv bedre at kende, men der må jeg melde samme kliche ud.

Hvis du har lyst til at udfordre dig selv og lære dig selv bedre at kende – derude hvor det virkelig gør ondt og det slet ikke er sjovt mere (hvor det faktisk er ca. 60 km siden at det bare havde en snert af at være sjovt) – så skal du med!
Jeg har lært en hel del om både udstyr og mig selv – det er sådan set ikke fordi det kræver al muligt fancy udstyr, men du gør heller ikke dig selv nogle tjenester ved bare at tænke ”den tager vi på rutinen”. Hav noget tøj og udstyr som du er tryg ved og vant til at løbe i og hav ekstra af alt med.

Der skal lyde en kæmpestor ros til alle involverede fra BrownBear Running (specielt de tre hovedmænd Bjørn, Carsten og Allan), til deltagere, tilskuere og ikke mindst medhjælperne, som kører med og hjælper ude på ruten.

Ligeledes alle kollegerne, der troppede op langs depoterne og hilste med klapsalver og blink – til alle de glade unge mennesker fra Roskildes natteliv, der klappede og piftede mig hele vejen igennem midtbyen.
Til min kone, børn for at støtte op om mit vanvittige projekt – Til mine kolleger og venner, der sendte beskeder og videoer hele dagen.
Og sidst men ikke mindst en stor tak til PI’s vennner, der sponserede min deltagelse i løbet (i kan tro at, det er blevet lavet reklame for Jer både før, under og efter turen).

Det er en helt unik oplevelse at komme ud på den måde, hvor man på én gang er sammen om et fælles mål, men meget alene med løbet og kampen med vejen. En oplevelse hvor man kommer ud af kroppen og tilbage igen.

Del siden