Artiklens forfatter, Flemming Andersson

Drømmen om Tor des Géants (Giganternes tur) – verdens hårdeste endurance trail

Opdateret 19. juli 2015

Støtteforeningen har til denne tur ydes økonomisk støtte til Flemming Andersson.


 

Af Flemming Andersson
Foto: Kenneth Møller Pedersen

”Vi gør det sgu og ser hvordan det går!” sagde min makker, Kenneth en mandag morgen kl. 05.30, da vi som vanligt mødtes foran hans villa på en stille villavej i Hvidovre.
Svaret refererede til en samtale vi havde haft dagen før omkring deltagelse i det, der på daværende tidspunkt netop var kåret til ”The Worlds Toughest Endurance Trail”, Tor des Géants – et italiensk bjergløb på ikke mindre end 330 km og med en højdeprofil, der mest af alt mindede om en forstørret udgave af min løvsav, indeholdende monstruøse 24.000 højdemeter, fordelt på 25 bjergpas i helt op til 3300 meter over havet.
Det skal tilføjes, at distancen ydermere ”kun” er en GPS-distance altså en vandret distance, dvs. der tages ikke højde for stigningsgraden, så der er reelt tale om en distance på omkring 570 km, som skal tilbagelægges på maksimalt 150 timer. Til det skal lægges, at ruten er lagt som en superteknisk rute på klipper, gennem vandløb og stort set uden det, der i trailsproget kaldes for motorvejspassager.

”Du er vanvittig” knurrede jeg søvndrukkent og bandede lavmælt over den statistiske umulighed i, at det igen regnede på vores morgentur.
Rent praktisk ville det være 100 % sindssygt at påtage sig en sådan udfordring, set i lyset af at min hverdag i forvejen var fyldt med familieliv med kone, 3 sportstossede unger, arbejde, en sideløbende lederuddannelse, bijob, et større tilbygningsprojekt og hvad der ellers hører til.
En følelse i kroppen fortalte mig dog, at jeg lige så godt kunne opgive idéen om at tale Kenneth og mig selv til fornuft. Ilden var tændt og drømmen om Tor des Géants under udformning.

Uden tanke for, hvor meget vandspejlet i vores i forvejen fyldte glas kunne bære, besluttede vi kort tid efter, at dette – vores livs hidtil mest vanvittige projekt – skulle foreviges i form af et filmprojekt, som vi kort efter præsenterede for Bugge fra Danish Adventure Film Festival. Bugge vendte hurtigt tommelfingrene opad i forhold til at få adgang til det prestigefyldte lærred, hvorefter der fulgte en intens tid med at finde samarbejdspartnere til projektet, og det lykkedes faktisk at vække interessen hos overraskende mange, herunder blandt andre Friluftsland, Klinik, Newline, Raidlight, Petzl, GoPro og Actionvideo.

10, 9, 8, 7, 6…….
Et lille års tid senere stod vi på den tætpakkede og solbeskinnede markedsplads i Courmayeur med rygsækken pakket og monteret og skævede nervøst mod de omkringliggende bjergtinder sammen med næsten 700 andre tosser. Spændte som aldrig før, men med mod på udfordringen og selvtilliden i top efter et helt års målrettede forberedelser.

Efter en kort race-briefing på cirkus-engelsk blev der talt ned fra 10 og deltagerne sendt af sted i et inferno af øredøvende larm fra 1000-vis af koklokker - svunget af de brølende entusiastiske tilskuere.

Gennem byen, under viadukten og kort efter ind på sporet mod det første bjergpas, Col de Arp, ledsaget af brølet fra de tusindvis af lokale tilskuere og badet i det mest fantastiske solskin og med den vildeste udsigt. 1. sektion var påbegyndt, humøret var i top og benene mærkedes gode.

De helt store smil var fundet frem på løbets 1. sektion, og vi ankom midt nat til løbets første ”LIFEBASE”, som var den første af 7 hoveddepoter, som er de eneste reelle depoter med mulighed for at sove.

Efter en hurtig omgang mad, smed vi os på en madras i depotet, men det viste sig hurtigt, at det var en forkert disposition. Godt nok kaldte kroppen på hvile, men her i det første hoveddepot var der alt for meget larm og leben, og hovedet kørte stadig i et gear, der betød, at man aldrig fandt ro.

Krise
Derfor besluttede vi efter et par timers hvile uden søvn at begive os af sted på sektion 2, som snart skulle give lidt mere rynker i panden. Under nedløbet på Col de la Crosatie, som er et meget teknisk svært nedløb – hvor en kineser i øvrigt omkom ved et fald i løbets 2013-udgave – mærkede jeg en snigende smerte i hasen på venstre knæ, som langsomt blev værre og værre.
Nedløbet består stort set udelukkende af nedspring fra det ene store klippestykke til det næste med en trinhøjde mellem en halv og en hel meter, og den tiltagende smerte i venstre knæ betød, at venstre bens bremsefunktion stort set var sat ud af spil, hvorfor jeg var tvunget til at undlade at bremse med venstre ben og praktisk talt bare lade kroppen dumpe ned på højre ben for fuld skrue hvert andet trin. Dette betød så til gengæld, at jeg ret hurtigt kunne mærke, at det højre knæ blev overbelastet.

Det lyder måske ikke så slemt, men når nedløbet strækker sig over 3 timer, og smerten bare tiltager, må jeg sige, at det ret hurtigt tog modet fra mig, kulminerende med, at jeg under et kort ophold i et mindre depot, faktisk smed håndklædet i ringen og bad min løbemakker fortsætte alene.
Jeg kunne simpelthen ikke overskue yderligere 250 km og 22 bjergpas i den forfatning.

Det lykkedes mig dog ikke at overbevise Kenneth om, at han skulle fortsætte alene og efter kommentaren ”Hvis du er ude, er jeg også ude”, rejste jeg mig irriteret og frustreret op og satte kursen mod løbets højeste punkt, Col Loson i næsten 3300 meter over havet.
Udadtil besluttet på at fortsætte, indadtil dybt frustreret over, at mine ellers altid pålidelige knæ var skudt i sænk og med en plan om at sakke agterud og måske pludseligt forsvinde og returnere til depotet uden at Kenneth ville bemærke det.
Tanken om at skulle ødelægge hans drøm også, var ikke en option, hvis det på nogen mulig måde kunne undgås.

Buen spændes
Undervejs mod toppen fik jeg tapet knæet ind, og det medvirkede til at smertekurven fladede ud og blev udholdelig, og over de næste dage udviklede jeg en ny og effektiv, men helt sikkert også uskøn løbestil, hvor venstre fod nærmest matchede Charlie Chaplins ditto i dennes velmagtsdage.

De næste dage kæmpede vi os over bjerge, gennem floder og gennem dale i en blanding af solskin, stærk varme, regnvejr og kulde, og da vi gik ind i det 3. døgn, havde vi kun fået omkring 2 timers rigtig søvn.
Tempoet var fundet, og vi havde sammen fået os gravet op af det mentale hul, vi – især jeg selv – havde været nede i forbindelse med skaden. Det tekniske terræn gjorde det uhyre vanskeligt at holde sig inden for de cutoff-tider, som løbsledelsen havde sat (hvorfor langsomme løbere sies fra). Faktisk kom vi på et tidspunkt ud fra et depot med kun en halv time i ”banken”, men vi fandt ind i en rytme, der langsomt tillod os at spare akkurat tid nok sammen til, at vi kunne nå at spise og drikke ordentligt i depoterne.

Smerter, grillfester og svømmende fisk
De mange kilometer satte sit præg på deltagerantallet, og man kom jævnligt forbi deltagere, som havde måttet give op overfor skader, træthed, kuldepåvirkning – endda regulær hypotermi - eller ren og skær udmattelse og havde måttet lade sig afhente via 4-hjulstrækker, hvor dette kunne lade sig gøre eller via helikopter.

I løbet af det. 4. døgn, hvor den samlede søvnmængde havde nået 5 timer, begyndte vi igen at få store problemer. Søvnmanglen betød, at man praktisk talt kunne falde i søvn, mens man var i bevægelse, hvilket ikke er super praktisk, når man bevæger sig rundt i bjergene.
Derudover var især Kenneths ankler så overanstrengte, at de hævede voldsomt op og sendte smertejag op gennem benene. Også fødderne var voldsomt belastede af den hårde medfart og medførte en blanding af følelsesløshed og stærk smerte forårsaget af trykket fra snørebånd, pløs og de hundredtusindvis af skridt.

Hallucinationer var også en del af udfordringen. Sten blev til ansigter, og ansigterne begyndte efter lidt tid at brokke sig, når man trådte på dem. Kenneth så store grillfester stablet på benene her oppe midt i ingenting i bjergene, og jeg selv havde en lang overgang følgeskab af et lille gedekid og en masse fisk, der svømmede op og ned ad bjergsiderne.

Vi gør det sgu!
Alligevel begyndte der at indsnige sig en følelse af, at vi var på vej mod at kunne besejre en hvilken som helst udfordring, der ville dukke op. Vi fik langsomt lagt afstand til tidsgrænserne, og hovedet begyndte at tro på, at det nok skulle lykkes, selvom kroppen efterhånden var totalt i hegnet, og ansigtet lignede resterne af en boksekamp.

Faktisk faldt talen, efter passage af løbets klart sværeste og hårdeste sektion, på, at vi skulle huske at tage de rigtige sponsor-trøjer på, når vi ankom til løbets sidste hoveddepot, så vi kunne se ordentlige ud, når vi ankom til målet.
Her efter et års forberedelse og 120 timers kamp mod uret, naturen og psyken kunne intet stoppe os, for nu var der jo stort set kun løbets klart nemmeste sektion tilbage. ”Vi gør det sgu” råbte jeg på et tidspunkt til Kenneth.

Det skete så bare æ det der!
Og så indtraf katastrofen. Netop passeret toppen af Col Vessonas, løbets 22 store bjerg, efter 270 kilometer og 20.000 højdemeter og 120 timer i sporet, på vej ned af det super-stejle nedløb, hørte jeg pludselig et ”argh!” bagfra.
Det i sig selv var ikke så skræmmende, da det sker relativt jævnligt, at man forsøger at kløve et stykke granit med storetåen, eller endda styrter, men da jeg – som det var sket så mange andre gange på turen – vendte mig om for at spørge, om Kenneth var ok, gik det ret hurtigt op for mig, at der var mere i det end som så.

På det stejle nedløb havde han pludselig fået fornemmelsen af at noget sprang henover den øverste del af knæet, og jeg kunne se på ham, at det var smertefuldt.

Jeg har kendt Kenneth i over 15 år og løbet sammen med ham lige siden. Han er ikke en tøsedreng. Inderst inde vidste jeg øjeblikkeligt, at skaden var alvorlig, men efter dette sindssyge ridt kunne hjernen bare ikke overbevises om, at det var slut.

Vi diskuterede længe, hvilke muligheder vi havde, og som den gode ven han er, insisterede han på, at jeg skulle fortsætte de resterende 60 km til målet i Courmayeur. Jeg må indrømme, at jeg kortvarigt var fristet, for det føltes virkeligt, som om den største løbemæssige drøm nogensinde var ved at gå i opfyldelse lige om hjørnet.
Vi aftalte dog, at jeg skulle fortsætte ned til det næste depot og her forsøge at skaffe hjælp.

Nedtur
På vejen mod depotet fik frustrationerne frit løb. Jeg var rasende, frustreret, ked af det og super super skuffet. Retfærdigheden i at det skulle gå galt netop nu, her umiddelbart før den sidste og letteste sektion var svær at se.

Efter mere end 2 timers nedløb med super gode ben (adrenalin gør en forskel!!) ankom jeg til depotet i Oyace, men oplevede alt kaotisk. Ingen talte engelsk, og der var ingen fysioterapeuthjælp at finde.
Jeg ringede til Kenneth, men kunne ikke få forbindelse til ham. Kenneths kone, Tina ringede og græd af skuffelse i telefonen, men opfordrede mig til at fortsætte og min egen kone, Dorthe, ringede og bad mig fortsætte og ikke skuffe alle dem, inklusive mine børn, der fulgte med hjemmefra i dagevis.
Samtidig var min telefon ved at løbe tør for strøm, ingen havde en matchende lader, og jeg kunne fortsat ikke få kontakt til Kenneth.

Jeg gik herefter ud af depotet, satte mig på en mark og kiggede op mod bjergene, hvor jeg vidste Kenneth kæmpede en kamp mod uret. Jeg vendte for og imod, men kunne simpelthen ikke se mig selv løbe ind gennem målbuen i Courmayeur alene. Ikke efter alt det vi havde været igennem, både i forberedelserne til løbet og gennem de 120 timer i bjergene.

Med tårerne løbende ned ad kinderne returnerede jeg til depotet, tyrede mit grej over i et hjørne og startede turen modsat ruten, op ad bjerget, op mod min ven Kenneth.

Det var et følelsesladet gensyn, da vi atter mødtes. Der på bjergsiden stod to udmattede og beskidte krigere og delte et sjældent kram (Kenneth er ikke så meget for at kramme , mens vi tog den svære beslutning om, at turen var slut.
Med Kenneths skade var det os simpelthen ikke muligt at holde den hastighed, der skulle til for at holde os indenfor tidsgrænsen. Den største og mest fantastiske løbeudfordring var slut – denne gang uden succes, men stadig med massevis af erfaring og gode minder.
Jeg tog Kenneths grej på ryggen og vi fulgtes ad til depotet i Oyace, hvor vi fik klippet deltagerarmbåndet og efterfølgende kørt til Courmayeur, hvor et bad og søvn ventede.

Epilog
I skrivende stund er Dansk Adventure Film Festival for længst overstået med bragende succes. Vores film blev spillet i cinemateket i København, Århus og Odense og var stort set udsolgt på premiereaftenen.
Vi har haft held til at holde foredrag med base i filmen en del gange, blandt andet ved Lundbeck og forskellige løbe- og friluftsklubber og er netop blevet kontaktet af DAFF-festivalen med en forespørgsel gående på, om vi kunne tænke os at lave en film til dette års festival, og mon ikke vi får lidt billeder i kassen, når vi til august drager til Grenoble for at deltage i løbet UT4M – et bjergløb på 166 km og 10.200 højdemeter, som giver 4 kvalifikationspoint frem mod næste års Ultra Trail du Mont Blanc.
Er de blevet klogere? NÆPPE!.


 

Kold tur over Dol de Vessonaz – kort før katastrofen