Opdateret 15. september 2013

World Police & Fire Games 2013 Belfast, Nordirland Bronzemedalje i brydning

Artikel af Lasse Skifter, Københavns Politi

Foto af Elvi Casparsen og Lasse Skifter

I dagene fra den 1.-10. august 2013 blev der afholdt World Police & Fire Games i Belfast, Nordirland.
Eventet bliver rundt i verden omtalt som politi- og brandfolks svar på de olympiske lege, og det er intet mindre end verdens tredjestørste multisportsevent, kun overgået af sommer OL samt Asian Games. Commonwealth Games kommer ind på en fjerdeplads i den sammenhæng.
Oprindeligt blev det opstartet under navnet The California Police Olympic i 1967, videreført som WPFG siden 1985, og afholdt rundt omkring i verden under dette navn lige siden.

I Belfast var der samlet ca. 7.000 deltagere fra 67 nationer, som deltog i 56 aktiviteter rundt omkring på 41 eventsteder i Nordirland.

Der dystes inden for mange grene. eks. bodybuilding, dart, kampsport, S.W.A.T. og Ultimativ Firefighter. Der var forventninger om ca. 25.000 besøgende og der var 3.500 frivillige hjælpere tilknyttet.

Det var i første omgang ikke muligt at få støtte til turen, men jeg var fast besluttet på at tage af sted alligevel, idet jeg simpelthen bare måtte forsøge at hive en medalje i hus til dette event.
Efter stævnet blev jeg tildelt 500 kr i støtte fra PI-Venner, idet der nu var åbnet op for muligheden for at give støtte til WPFG-deltagere.

Jeg havde fået overtalt min tidligere træner og landsholdskaptajn , Niels Casparsen, og dennes kone, Elvi, til at tage med til Belfast, hvilket var en stor hjælp under stævnet. Forberedelserne til turen bestod af masser af ”formtoptræning”, et vægttab på i alt 8 kg, holdtrøjer ”Wrestling, Police Team Denmark” samt planlægning af transport og overnatning.

Dag 1
Jeg ankom til Belfast søndag den 4. august 2013. Her mødte jeg den svenske bryder i min vægtklasse, som også var i bussen fra lufthaven i Dublin mod Belfast.
Da jeg kom til Belfast ved 14-tiden blev jeg modtaget af Niels og Elvi, som var taget derover, inden brydestævnet skulle afholdes, for at være turister. Vi mødtes ved Waterfront Hall, hvor registrering og indvejning skulle finde sted dagen efter.
Der var god stemning på holdet på trods af, at jeg var på vej ned i vægt, da jeg skulle indvejes dagen efter i 74 kg, og min normalvægt er 82 kg.
Det var ikke muligt at blive prøvevejet i Waterfront Hall, så vi forsøgte forgæves ovre ved boksearenaen, men til sidst fandt vi en vægt i Shankill Leisure Centre, hvor brydningen skulle afvikles dagen efter. Jeg var 2,5 kg over, hvilket passede perfekt. Efter prøvevejningen så vi lidt judo og karate, inden turen gik hjem til hotellet.

Dag 2
Mandag tog vi til Waterfront Hall ved 12-tiden og foretog dagen første prøvevejning som sagde 75,8 kg. 4 timer senere uden mad og drikke vægten på 75,4 kg og jeg måtte indse, at jeg blev nødt til at motionere for at blive klar til vejning.
Efter lægetjek var jeg kl. 18.30 klar til indvejning, 73,9 kg., skønt! Nu skulle der fyldes energidepoter i kroppen efter alle kunstens regler, dejligt oven på en måned uden at kunne spise mig rigtig mæt.

Dag 3
Tirsdag var kampdagen. Der var ca. 90 brydere til start i fristil og græsk-romersk brydestil fra 40 forskellige brydenationer.
I min kategori, græsk-romersk 74 kg, var der indvejet 9 brydere fra henholdsvis Rusland, Indien, Peru, Sverige, Polen, Canada og Danmark, hvoraf flere havde internationale meritter og blomkålsører!
Vi var det første brydeteam, som ankom til hallen, og var klar til at få gang i opvarmningen. Efter lidt forsinkelse kom der gang i stævnet ved 11-tiden.

I min 1. kamp mødte jeg den peruanske politimand, Victor Parreno. Han var gået på madrassen i stedet for sin landsmand, sandsynligvis grundet sprogvanskeligheder.
Jeg var ikke helt på dupperne i den første kamp. Jeg styrede dog min modstander fint i stående brydning og fik fat om livet på ham. Derfra var der to muligheder, enten kunne jeg kaste ham bagover (krydstag) eller i stedet forsøge at lave en overstyrtning på ham. Jeg valgte den sidste mulighed, og det resulterede desværre i, at modstanderen drejede mig rundt i luften, lige idet hans skuldre skulle til at ramme madrassen.
Nu var det pludselig mig, der var nederst og med skuldrene mod madrassen, kampen var tabt. Det eneste jeg fik ud af denne kamp var et meget flot blåt øje, som var et godt samtaleemne de efterfølgende dage i Belfast.

Stemningen var trist i lejren, og der blev kigget indad for at finde svaret på det dårlige resultat. Jeg forventede ikke, at modstanderen gik hele vejen til finalen, hvorfor stævnet da ville være slut for mit vedkommende.
Hvis man har tabt en kamp kommer man kun til at bryde videre i turneringen, hvis ens modstander går hele vejen til finalen, herved kommer man med i opsamlingsrunden om en senere bronzemedaljekamp.
Victor Parreno viste sig at være guldvinderen fra WPFG 2011 i New York City, hvor der var over 16.000 deltagende atleter.

Nogle timer efter kampen mod peruaneren Victor Parreno, kom han hen til mig, for at få taget et sejrsbillede sammen med ”taberen”. I den forbindelse så jeg hans athlete-id, og at han ikke hed M. Zapata, som der havde stået på kamplisten.
Så måtte der efterforskes, hvilket resulterede i, at kamplisten blev ændret, og at jeg skulle i kamp igen om 15 minutter, hvorfor jeg fik travlt med opvarmningen.
Niels Casparsen var helt i stødet, og sagde at sådan en chance for at komme tilbage i turnering, fik man kun èn gang i livet, og så skulle den chance også bruges fornuftigt!

I min 2. kamp (kvartfinalen) mødte jeg så den ”rigtige” peruaner, brandmanden (bombero’en) Briceno Zapata Marco Polo. I første periode (halvleg) så jeg modstanderen lidt an, og lagde et relativt hårdt pres på ham, hvilket resulterede i at han var syret til i armene efter 1½ minut i stående brydning.
Da stillingen var 0-0 efter 1½ minut i stående, blev jeg beordret i parterre (liggende brydning) af dommeren, idet jeg var iført blå tricot (læs evt. om reglerne under: Kort om brydning).
Zapata forsøgte forgæves at udføre en såkaldt ”oprulning” på mig. En sådan udføres ved, at man tager fat rundt om modstanderens overkrop, mens han ligger med brystkassen mod madrassen, og derfra forsøger at rulle modstanderen til en af siderne for at rygvende ham. Idet Zapata ikke kunne få vendt mig rundt, vandt jeg derved perioden ved at holde stillingen 0-0, og blev tildelt 1 point.
I anden periode holdt jeg stillingen 0-0 i 1½ minut, hvorefter der skulle brydes parterre igen. Jeg skulle være øverst og skulle score point for at vinde perioden.
Ved dommerens startfløjt kastede jeg Zapata rundt i et ”omvendt livtag”, så han røg ud af ringen/zonen. Han kæmpede som en vild for at få udlignet stillingen, men kunne ikke få indsat et greb, hvorved jeg vandt kampen i 2 vundne perioder.

3. kamp (semifinalen) mødte jeg inderen, Jitender Kumar. Jeg styrede ham udmærket i stående brydning, men jeg fik satset for stort i denne kamp, idet jeg forsøgte ”enarmskrydstag”, desværre uden at der var nok ”bue” på grebet, hvorfor inderen lavede et ”stop” på mig, så jeg til sidst endte med skuldrene i madrassen og dommeren dømte fald.
Surt! Men idet Jitender nu skulle bryde finalekampen mod russeren, skulle jeg bryde opsamling om at kvalificere mig til bronzefinalen.

Canadieren, brandmanden Josh Battie, blev min rival i den 4. kamp (repachage) i opsamlingsrunden. Jeg styrede første periode fra starten, men fik ikke lavet point, så det endte 0-0 efter 1½ minut. Idet jeg var i blå trikot skulle jeg være nederst i parterre.
Han forsøgte at udføre et løft og en oprulning, men jeg holdt nul-scoren hele vejen, og blev derfor tildelt 1 point efter 30 sekunders forsvarsbrydning.
I anden periode fik jeg kæmpet mig om på ryggen af modstanderen og efter 15 sekunder fik jeg kastet ham ud af ringen i et bagoverkast, i et tillempet ”smidighedsbælte” til 3 point.
Vi blev kaldt ind på midte af madrassen og kampen fortsatte. Efter 1 minuts tid med forskelligt overtag lykkedes det mig at få en god kobling rundet om livet på canadieren og jeg søgte baglæns ud mod zonen for at slå et ”krydstag”, hvilket lykkedes efter alle kunstens regler til 3 point.
Dermed førte jeg med overskydende 6 point og kampen var vundet i 2 perioder. Battie sagde til mig efter kampen, at han ikke var blevet kastet på denne måde før.
Nu var jeg videre til bronzekampen, og det var ret surrealistisk oven på den dårlige start på dagens kampe.

Den 5. kamp (bronzekampen) skulle stå mod inderen, Amit Kumar, som blandt andet havde slået svenskeren på sin vej til bronzekampen.
Kampen startede med at vi så hinanden lidt an, og ikke satsede det helt store for at komme til grebssituationer. Stående brydning endte 0-0, og parterren skulle afgøre vinderen af perioden.
Jeg forsøgte ”omvendt livtag” til venstre og samt finte ”hovedrulning” til højre, og til sidst blev inderen så bange for at ryge med i et greb, at han kortvarigt skubbede til mit knæ med sin ene hånd. Dommeren var opmærksom på dette, og uddelte en advarsel til inderen på 1 point.
Inderen valgte i samråd med træneren at bruge deres challenge, og de 3 dommere gennemgik episoden på videooptagelsen. Dommerne vedholdt deres advarsel til inderen, hvilket udmøntede sig i endnu 1 point til mit favør, og så var første periode i hus.
Anden periode startede hektisk i stående, trænerne råbte, og publikum var med på lægterne. Inderen var klar over, at han skulle vinde perioden for at komme tilbage i kampen, hvorfor han kørte et meget aggressivt tempo, og vores pander krydsede klinger et par gange.
Niels råbte med det sidste af sit stemmebånd: ”så kriger vi Lasse”. Kort efter fik jeg lavet en åbning på inderens højre arm, og så røg han rundt i luften i en ”flyvende mare” til 3 point.
Han kæmpede sig på benene igen, men 5 sekunder efter fik jeg ham kastet igen i endnu et 3-points-kast, et venstre ”enarmskrydstag”, hvor jeg havde låst hans højre arm med min venstre, samtidig med at jeg havde min højre arm rundt om ryggen på ham.
Så var der glæde i lejren, idet jeg nu havde vundet anden periode teknisk ved 6 overskydende point, og derved vundet bronze. Vægtklassen, 74 kg, endte med russisk guld, indisk sølv og dansk bronze.

Skræmmende irsk historie
Efter stævnet og medaljeoverrækkelserne tog vi ud i byen, og fejrede medaljen med nogle gode irske drikkevarer på en pub.
Irerne på pubben spurgte, om jeg havde været oppe at slås, hvilket jeg måtte erkende, at jeg havde. Pubben lå overfor Europa Hotel i Belfast, som var kendt for at have været bombet ca. 25 gange gennem årene, som følge af den stadig nærværende konflikt mellem katolikker og protestanter. Selv mens vi var i Belfast kom hele 56 politibetjente til skade under gadekampe.
I tidens løb siden 1960’erne har hele 3.600 mennesker mistet livet, hvoraf 1.000 af disse var politifolk. Selvom konflikten var blusset lidt op i gaderne, var der en god stemning overfor de gæstende politi og brandfolk.

Kort om brydningen:
I fristilsbrydning må bryderne tage fat med hænderne om benene må modstanderen og spænde ben. Det må man ikke i græsk-romersk brydning.
Der brydes bedst af 3 perioder. Vinder man de 2 første perioder, bryder man ikke den 3. periode. Hver periode er på 2 minutter. Man kan vinde på fald/”knockout” ved at holde begge skuldre på modstanderen i madrassen.
En periode kan vindes teknisk ved følgende: At føre med overskydende 6 point eller at udføre 2 stående kast til 3 point pr. stk. eller at udføre et perfekt kast til 5 point.
Der brydes i de velkendte trikoter som er rød eller blå. Trikoten gør det muligt at få fat i modstanderne selvom man sveder under en kamp. Brydning er pt. i farezonen for at blive taget af det olympiske program, hvorfor brydesportens venner forsøger at komme igennem med følgende budskab, via almindelig presse og sociale medier: Save Olympic Wrestling.

WPFG 2013 samlede medaljer:
Her er et udpluk af medaljetagende lande som vi normalt sammenligner os med. USA vandt samlet med guld/sølv/bronze. USA 346 stk., Sverige 19 stk., Norge 9 stk. og Danmark 11 stk. Jeg mødte desværre ikke nogen andre danske deltagere under eventet.

WPFG 2013 for Skandinavien i brydning:
De skandinaviske brydere var fint repræsenteret på podiet i de øvrige vægtkasser: Finland 1 guld 96 kg, Norge 1 guld 84 kg og 1 bronze 120 kg og Sverige 1 bronze 96 kg.

Kommende WPFG:
2015 Fairfax County, Virginia USA

2017 Montreal, Canada

2019 Unavngivet by, Kina

Så kom WPFG-bronzemedaljen i hus, hvilket er en ok opfølgning på sidste års P-EM sølvmedalje i november 2012.
Tak til mine sparringspartnere, som kom til træning i deres sommerferie, og ikke mindst tak til Niels og Elvi for at ledsage mig til Belfast. Nu er det bare at se fremad, hvem vil med til Fairfax 2015 ?!?