Opdateret 25. juli 2013

Støtteforeningen har givet et tilskud til bl.a. startpenge til Michael Christensens deltagelse i en halvironman i København og Michael kvitterer med denne artikel.

Af Michael Christensen, Politiskolen

Foto: SportsPicture

Det er søndag morgen den 23. juni og klokken er 6:05.
Jeg er lige ankommet i skiftezonen på stranden ved Charlottenlund. Stævneområdet er allerede nu fyldt med mennesker, deltagere såvel som tilskuere.
Som om for at understrege alvoren begynder det at regne samtidig med at alvoren rammer. Lige om lidt skal jeg tilbagelægge 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb. Det er på et og samme tidspunkt skræmmende og super spændende, forløsningen på 5 måneders træning.

Jeg begynder at organisere mit tøj og udstyr i tre bunker: svømme-, cykel- og løbebunken. Jeg kigger rundt og ser deltagerne omkring mig se meget rutinerede ud i deres tilgang og ALLE virker mere systematiske end mig.
Det kommer derfor som en lettelse da en af dem betror sig til mig, at han næsten ikke har sovet og er meget nervøs for om han i det hele taget vil kunne gennemføre.
En afslappet stemning tør op hvor vi står og det viser sig, at jeg står blandt flere førstegangstriatleter, som er ramt af den samme ærefrygt og respekt for det umiddelbart forestående stykke arbejde.

Klokken bliver 6:45 og vi bliver gennet ud af skiftezonen. Der er en hel mur af tilskuere med på græsarealet foran stranden og bag dem står alle os, der er parate til at kaste os ud vanviddet.
Distancerne i hver af de tre discipliner er jo et hæderligt træningspas for enhver på en god dag, men sat sammen er det jo det rene galimatias.

Men her står vi så, distingveret med badehætter i farverangorden: Neongrøn er de sejeste af mændene, rød er de sejeste af kvinderne, eller i hvert fald dem der svømmer hurtigst. De neongule badehætter er næste skridt ned i rangordenen og de sidste der starter er mørkegrøn/stafetholdene, samt min gruppe orange som jeg omdøber ”børnegruppen” blandt os førstegangstriatleter der har fundet sammen.

Min følelse af utilstrækkelighed bliver ikke bedre, da jeg pludselig konstaterer, at jeg har vendt min våddragt forkert. Jeg købte den en måned før og nåede kun at svømme i den tre gange forinden og idet jeg har svømmetrænet selv, har jeg blot været forundret over at den skulle lukkes så langt oppe på halsen og været uforstående overfor at lynlåsen skulle være så lang.

De første/sejeste svømmere er nu sendt af sted og vores gruppe bevæger os ud i vandet. Speakeren presser lidt på med at få os ud i vandet for den første svømmer er allerede på vej ind og skal benytte samme rampe for at komme op.

Vi er ikke engang sendt af sted og han er allerede på vej op, dvs. 1,9 km svømning på under 25 minutter. Ærefrygt sætter nu ind igen overfor disse seje atleter.

Mens jeg står knædybt ude i Øresund og bare venter nervøst på lyden af hornet der skal sætte mig i gang, farer frygten og forventningerne igennem mit hoved, men én følelse manifesterer sig og er den samme følelse jeg sidder tilbage med nu lidt over en døgn efter jeg har overstået min første halvironman, med plads til forbedring, på 6 timer og 2 minutter. Det her er simpelthen så fedt!