PI´s bowlingafdeling til kamp på Bornholm

De 2 kendte dukker, Krøllebølle og Krøllebora er for mange år siden indkøbt på Bornholm og uddeles til bedste og dårligste resultat efter hver kamp.
Dog med nye navne, Lucky og Lucy.
Lucy gik til Stig Baasch, tv. for dårligste resultat, og Lucky til Lars Jacobsen for bedste resultat.

Banerne studeres inden kampstart

Opdateret 19. februar 2017

Tekst og foto: Mogens Voigts

Fredag den 17. februar drog 6 bowlingspillere fra Bowlingafdelingens 2. hold med bus og færge til Bornholm, hvor vi dagen efter skulle møde et bornholmsk bowlinghold og kæmpe om point til tabellen i 4. division øst.

Vores hold ligger pt. på 2. pladsen i divisionen, og da vi havde vundet den indbyrdes kamp tidligere på sæsonen 18-6 (man spiller om i alt 24 point) var det naturligvis vores håb, at vi kunne gentage sejren, selvom vi denne gang var på udebane.

Vel ankommet med bornholmerfærgen til Rønne fredag aften kørte vi direkte til bowlinghallen for at prøve banerne af inden lørdagens kamp.

Efter et veloverstået måltid i hallen spillede vi bowling i 2 timer. Her spillede vi naturligvis mod hinanden 3 mod 3, og havde delt holdene således, at de 3 ældste spillede mod de 3 yngste.

Også her kan man konstatere, at erfaring er en god ting, og de 3 ældste spillere slog da også de 3 yngste klart i de 3 serier vi nåede at spille.

Resten af aftenen gik med latter og hånende bemærkninger der understreger, at der er et godt socialt sammenhold i bowlingklubben.

Lørdag morgen tidligt op og efter morgenmad på hotellet afgang til fods til Bornholms eneste bowlinghal, der ligger lidt uden for Rønne.

Måden man spiller på i turneringsbowling i vores division kaldes trioer, hvor 3 mand møder 3 modstandere i 1. serie.
Man kalder det trio 1 og 2 på hvert hold, og trio 1 og 2 spiller sammen i alle 4 serier, men man skifter modstander efter hver serie således, at fx trio 1 kommer til at møde modstandernes trioer 2 gange samtidig med, at man kommer til at spille på 4 forskellige baner i kampen.

Klokken 11.00 var der kampstart og efter at have hilst pænt på vores modstandere, kunne kampen gå i gang.
Vores holdleder havde valgt at Trio 1 skulle bestå af de 3 gamle ligesom aftenen før, og Trio 2 af de 3 unge, der nu skulle vise, om det var en fejl, at de havde tabt aftenen før.

Banerne på Bornholm er for de fleste udefrakommende spillere særdeles vanskelig at spille på, og denne gang var det ingen undtagelse.
Vores normale rigtig gode spiller kunne slet ikke ”finde banen” og han sluttede med, ifølge ham selv, det dårligste resultat han kunne erindre.

Heldigvis var Trio 1, med de 3 gamle mig selv inkl. godt spillende, og vi vandt da også kampen med hele 22-2, kun ”de unge” tabte en serie.
Således kunne vi efter kampen uddele vores bornholmerdukker til bedste og dårligste resultat, en tradition der har fulgt holdet gennem snart mange år.

Så skulle vi bare have 5 timer til at gå, inden vi igen kunne returnere med båden til først Ystad og herefter videre med bus til København.
Stor tak til Støtteforeningen for støtten til vores tur til Bornholm.


 

 

Banerne i Rønne bowlinghal