Bronzemedalje til deltager fra PI-Cykelafdelingen i UCI Track Cyclingmasters VM i Manchester

Der afsynges nationalsang. Gert Caspersen ses næstyderst til højre.

Opdateret 23. oktober 2016

Af Gert Caspersen

Hvad er UCI Track Cyclingmasters egentlig for noget?

UCI står for Union Cycliste Internationale og står således som det øverste organ indenfor konkurrencecykling.
At det så hedder Masters betyder, at deltagerne skal være fra 35 år og opefter med intervaller, hvor deltagerne bliver placeret i 5 års intervaller – her dog undtaget af teamdiscipliner, hvor intervallerne er 10 år.
Disciplinen er banecykling i alle de gængse discipliner.

Deltagerne er tidl. professionelle cykelrytter og eliteryttere, samt deltagere som mig selv, som gennem lang tids hård træning har opnået et niveau, som gør dem kvalificerede.

Jeg havde i år den fornøjelse at være blandt de deltagere, som var kvalificeret i at skulle deltage i dette arrangement, hvor jeg skulle deltage i Team Pursuit, (forfølgelsesløb for 4 mands hold på 3000 meter), i aldersgruppen 55-64 år.

Selve ideen med at deltage udsprang efter Siemens24timers eventet sidste år, hvor vi alle 4 mødtes og blev enige om, over en håndbajer efter løbet, at det kunne være sjovt at prøve at kvalificere os til dette arrangement.

Fornøjelse/sjovt er måske så meget sagt, idet der forud for deltagelsen ligger rigtig mange timers jernhård træning.

Træningen foregik med rigtig mange timers træning sammen med mine holdkammerarter, Jan Ryan Hansen, Morten Ryan Hansen og Peter Andreas Hartkopp på Siemens Arena i Ballerup under ledelse af vores træner Dion Åkerstrøm.

Udover almindelig banetræning havde vi hver uge en samling, hvor vi lavede specialtræning med flere hårde øvelser i starter, samt 1000 meter intervaller, hvor der for hver enkelt deltager skulle tilbagelægges denne distance med ”All out”, hvilket vil sige fuld gas. 
Således blev 1000 meter i starten tilbagelagt på ca. 1 minut og 10 sekunder, hvor vi sidst i forløbet inden VM var i stand til at køre de 1000 meter på ca. 1 minut og 6 sekunder.

Vi havde naturligvis også trænet en del i, hvorledes vi skulle foretage skiftene, hvor man typisk skifter forreste rytter ud efter hver omgang, således at det ikke nødvendigvis er samme rytter, der hele tiden bryder vinden. På denne måde ved at skifte opnår man at kunne ligge mere i læ af hinanden og således få en højere gennemsnitsfart.

En træningsdag under ledelse af vores træner foregik typisk ved ca. 12 km. s opvarmning med progressiv stigende hastighed i lav gearing. Herefter 3 starter hvor vi øvede i at komme hurtigt op i fart. Herefter skift til løbsgearing, som typisk var med 52 tænder på den store klinge og 14 tænder på baghjulet.
Nu var det så tid til 4 intervaller á 1000 meter flyvende med fuld speed, hvilket vil sige med en gennemsnitsfart på ca. 55 km/t med den samme rytter i front hele tiden.

Træningen for en sådan dag var således ikke mere end max ca. 20 kilometer, men det stod helt fast, at ens ben var godt ømme bagefter og ligeledes næste dag.

Målet med vores træning var, at komme op på niveau af den eksisterende verdensrekord i 3000 meters forfølgelsesløb i vores aldersgruppe, hvilket var tiden 3.31.97 sat af USA.s hold i 2015.

De første gange vi kørte denne distance under træningen, lå vi på tider omkring 3.40, og vi manglede således ca. 8 sekunder i at kunne være blandt de bedste.

Det viste sig at være ikke helt nemt at barbere ned på tiden, idet det jo ikke er nok, at en rytter er stærk, idet det er 3. mandens tid, som tæller, når man kører over målstregen. Således skulle vi finde en rytme og en rækkefølge, for hvem der skulle starte løbet op fra en startvogn. Hvem der skulle ligge 2´er, 3´er og 4´er. Ligeledes hvor mange hver enkelt skulle køre.

Et andet punkt var også træning i at ligge tæt på hjul af hinanden, hvilket er vigtigt i forhold til at kunne få så meget læ som muligt, hvilket er med til at forbedre ens aerodynamik.

Cyklerne skal også overholde specielle mål, hvilket i forbindelse med deltagelsen betyder, at cyklerne forinden en hver deltagelse skal måles op, vejes mv., for at se om den overholder de gældende mål. Det kan i sig selv være lidt af en udfordring, idet mange opdager, at deres cykler ikke holder minimumsvægten på 6,8 kilo og der bliver ikke dispenseret.
Således måtte 2 af vore deltagere komme henholdsvis 4 gram og 200 gram ekstra på deres cykler i form af nogle blylodder, som bliver sat op under sadlen. Ligeledes er der nogle mål mht., hvor sadlen skal sidde, samt hvor langt der må være fra sadelspids til den forreste kant af aerobøjlen.

Efter ca. 6 måneders træning kom vi i vores træning ned på tider, som matchede verdensrekorden – dog skal tages i betragtning, at vi ikke havde startet fra en startvogn, og at tiden var blevet taget med almindeligt stopur.

Vi følte os således godt rustede, inden vi tog afsted mod Manchester.

National Cycle Center i Manchester var stedet, hvor det hele skulle foregå. Det er her det engelske landshold træner og er også her, at Team Sky holder til samt Cycle Academy og Great Britain.

Cycle Academy er en skole, hvor du ved siden af din træning kan følge undervisning på gymnasie/universitetsniveau.

I forbindelse med dette VM var der således 550 deltagere fordelt på 31 lande. De største deltagerlande var meget naturligt England, USA og Australien. Ligeledes var der en del deltagere fra New Zealand og Argentina.
Danmark var repræsenteret med 10 deltagere.

Det er med en vis æresfrygt, at man stiller op mod nogle af disser ”gutter”, som pryder sig med OL og UCI verdensmestertatoveringer på armene eller læggene. Ligeledes prydes disse deltageres cykeltricoter og bukser også af retten til at måtte bære VM striberne i farverne blå, rød, sort, gul og grøn. Man er således godt klar over, at man er oppe mod virkelig skrappe modstandere.

På min løbsdag, som var fredag den 7. oktober, skulle vi stille op mod 6 andre hold. Således var disse fordelt på 3 engelske hold, 2 hold fra USA og 1 hold fra New Zealand.

Hvorfor er der så ikke flere hold? Det er fordi, det er vanskeligt at samle et hold, som kan køre homogent og have muligheder for at træne sammen. Dette ser man ligeledes på eliteplan, hvor der også kun er få lande repræsenteret.

Forinden havde vi talt med nogle af holdene, og herfra kom der en for os lidt irriterende oplysning nemlig, at New Zealand til deres træning skulle have kørt i tiden 3.30 og et hold fra Los Angeles i tiden 3.25.

Vores indledende tidskørsel blev kørt i tiden 3.34, og vi må indrømme, at vi var noget skuffede, da vi havde forventet at køre i ca. 3.31. Imidlertid viste det sig, at ingen af de andre hold levede op til deres egne forventninger, og vi endte således med at have kvalificeret os til en bronzefinale, hvor vi skulle køre mod et af holdene fra USA.
Et hold ført af en holdkaptajn med ikke mindre end 18 verdensmesterskaber bag sig.

Efter konsultation af vores træner kunne han meddele os, at den ”langsomme” tid for alle hold formentlig beroede på højtryk i vejret, hvilket der var, og dette påvirker farten negativt. En anden faktor for vores vedkommende kunne også være, at der forinden vores start blev lavet om på den plan med hensyn til antal af omgange i føring pr. rytter, som vi ellers havde aftalt, inden vi kom til Manchester.

Efter endt kvalifikation var det hjem og hvile i ca. 4 timer inden vi skulle køre vores bronzefinale.

Bronzefinalen blev efter kraftig insisteren fra min side kørt med den oprindelige aftalte køreplan.

De første 3 omgange lå vi mere eller mindre i samme tid som holdet fra USA, men så ”tabte” de deres 4. mand, som ikke kunne holde trit med de 3 andre. Dette alt imens vores hold kørte perfekt og stadig holdt sammen.
Vi vandt således mere og mere tid på det amerikanske hold og sluttede med at kunne se dem, når vi kom ud af svingene.

Vores tid endte på 3.32 og var således den næst hurtigste tid af alle målt over alle tiderne. Lidt ærgerligt, at vi ikke gjorde dette i første heat. Havde vi gjort dette, skulle vi i stedet have kørt om guld/sølv, hvor vi set i bagspejlet dog stadig kun havde fået sølv, idet holdet fra Los Angeles kørte i tiden 3.29.

Vi var efter løbet alle meget tilfredse med vores præstation og følte, at det havde været umagen værd.

Udover vores deltagelse, blev der til Danmark givet 2 guld 5 sølv og 2 bronzeplaceringer, og vi sluttede således på en samlet 7. plads af de 31 deltagende lande.

19 ud af de 31 lande fik medaljer med England som suveræn vinder og USA på 2. pladsen.

Om vi vælger at deltage i VM igen næste år, er måske tvivlsomt, idet dette foregår i Los Angeles og således vil være forbundet med temmelig store rejseomkostninger.

Til sidst en tak til PI – Københavns Cykelafdeling, Danmarks Cykel Union samt Støtteforeningen PI´s Venner.