Berlin maraton 2016

Opdateret 31. oktober 2016

På vegne af rejse arrangørerne
Jørgen Hedestrand Klenke og Kjeld Thorbøll

54 håbefulde mennesker var igen samlet foran Station City fredag den 23. september 2016 tidligt om morgenen.

Det var nu 5. år i træk at Københavns politi havde arrangeret denne fantastiske tur. Bussen var fyldt med spændte og håbefulde mennesker både politifolk, men også et mindretal af civile, som var klar til endnu en mindeværdig tur.

Vi ankom til Berlin hen ad eftermiddagen, hvor vi hentede vores startnumre og gik rundt i Expoen, hvor man kunne købe alverdens idrætsudstyr og melde sig til flere maratons.

Ved aftenstid var vi ved vores hostel Citystay, som ligger i det tidligere Østberlin meget tæt på fjernsynstårnet. Vi boede der også sidste år, og det er et lille hostel, men har en super god beliggenhed i forhold til start og mål for løbet.

Aftenen stod på lækker mad i nærområdet og med den klassiske weissbier, som hører sig til.

Lørdag morgen vågnede jeg til strålende solskin og 18-20 grader, og vejret har faktisk i alle årene vist sig fra sin bedste side. Formiddagen stod på sightseeing for en del af os, som skulle løbe søndag, og de 14 rulleskøjte løbere gjorde sig klar til rulleskøjte maraton om eftermiddagen.

Stemningen var god, og området omkring Brandenburger Tor, hvor start og mål er, var fyldt med glade og forventningsfulde mennesker.

Kl. 15.30 stod jeg og en del andre klar som heppere ved starten for rulleskøjterne. Et klassisk ACDC nummer Hell Bells bragede ud af højtalerne ca. 1 minut før start. Vi kunne se ca. 6000 rulleskøjte løbere stå klar.

Så gik starten, og som tilskuer bliver man nærmest blæst bagover, når alle rullerne suser forbi én. Vi havde 12 fra vores gruppe, som stillede til start.
Der er virkelig fart på de første, og det ses også ved målstregen, da den første ruller er i mål på lidt under en time.

Alle vores rulleskøjteløbere kom igennem uden skader dog med et enkelt styrt, men heldigvis ingen skrammer. Efterhånden står vi heppere de samme steder på ruten, hvilket gør, at man bliver båret igennem ruten, og da vi igen havde fået sponsoreret en trøje, var det rimelig let at se vores gruppe.
Lørdag aften stod den på pasta og afslapning, og klargøring til maratonløbet dagen efter.

Søndag morgen den 25. september stod vi op til solskin igen igen, og vi vidste, det ville blive et langt, men også varmt løb.
Kl. 07.15 kørte vi med vores egen bus ind til det jødiske museum tæt ved start, hvor vi klargjorde det sidste inden starten.

Ca. en time før start gik jeg ind i startområdet, hvilket er en stor oplevelse, da der er ca. 40.000 andre, som også løber.
Man bliver gang på gang overrasket over, hvor godt styr på logistikken Berlin maraton organisationen har. Kl. 09.00 stod jeg klar i min startboks, og både foran og bagved mig kunne jeg se tusindvis af mennesker, som åbenbart havde fået denne samme idé, nemlig 42 km løb.
Musikken bragede ud af højtalerne, og motivationen blev forstærket af alle de andre løberes håbefulde blikke. Vi var ca. 40 personer fra vores gruppe, som skulle løbe, og vi vidste, at vores heppekor (rulleskøjteløberne) stod klar forskellige steder på ruten.

Så gik starten, og ret vildt når 40.000 mennesker sendes af sted. De første ca. 10 km er der så mange mennesker omkring én, at det er svært at finde en rytme.
Ved halvmaraton havde jeg stadig ok ben, men efterhånden kunne jeg mærke trætheden og varmen. De sidste 10 km var en lang og sej kamp for at komme i mål, men jeg vidste, at vores heppekor plejede at stå ved 39 km, og det gjorde de, hvilket gav en ekstra motivation, og jeg luntede ind over målstregen.
Alle fra vores gruppe gennemførte, og tiderne varierede fra under 3 timer til over 5 timer.

Vi sluttede søndagen af med lækker mad på Hoffbau, som er et tysk tyroler værtshus, hvor man drikker kæmpe øl og hører tyroler musik.

Mandag formiddag forlod vi Berlin. Trætheden havde ramt de fleste, og efter søndagens strabadser vil man bare gerne hjem.
Alle var enige om, at det igen havde været en fantastisk tur.
Stor tak til PI´s Venner for støtten.

/Efterskrift: Pr. 31. oktober 2016 er der allerede 40 m/k, der har tilkendegivet, at de vil deltage i Berlin maraton 2017/red.