OCR som en livsstil

Michael Christensen

Foto fra Spartan Race

OCRWC

OCRWC

Spartan Race

Foto fra Spartan Race

Opdateret 12. marts 2020

Af Michael Christensen

Jeg var en seriøs trialet i færd med at træne mig op til min første Ironman, da jeg i sommeren 2013 stiftede bekendtskab med OCR ved Nordic Race på Amager Fælled.

Det var kærlighed ved første mudderløb. Jeg droppede øjeblikkeligt cyklen og stoppede med svømmetræningen for at gå all in på den her fantastiske sport.
Da jeg i 2015 første gang kvalificerede mig til VM, var jeg for alvor hooked. Jeg var således med på det første hold danskere, da VM blev afviklet i oktober 2015 i USA.
Resten er historie, som man siger.

Jeg har i tællende stund løbet 97 races i 11 lande siden den dag i 2013, herunder bl.a. fire VM, to EM og fire 24 timers løb.

Obstacle Course Racing (OCR) er en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden, og det har endda gjort sit indtog i politiet, hvor PI, undertegnede inklusiv, i 2019 deltog i det første internationale OCR-politi stævne i Holland.

OCR er kommet for at blive, og i Danmark kan vi bryste os af at have mange af de bedste atleter overhovedet, med top podieplaceringer ved de helt store stævner såsom EM og VM.

Hvorfor OCR?
For mig er det fascinerende ved sporten, at den er så alsidig. For at begå sig i OCR skal man kunne løbe, men man skal også være stærk. Man skal være udholden, men også eksplosiv.
Der er således mange fysiske ligheder til jobbet som betjent i beredskabet med de mange forcer, man skal besidde.

Det, der appelerer til mig ved sporten, er midlertidig det psykiske aspekt. I takt med at jeg prøvede flere løb, forskellige distancer, terræn og med vidt forskellige tekniske niveauer og krav til fysikken blev jeg fascineret af de længere løb og dem, hvor der skulle graves dybt og overskrides både fysiske og psykiske grænser.

Jeg fandt således mig selv i Nevada ørkenen i november 2017, hvor jeg skulle løbe 24 timers ”World’s Toughest Mudder” – et af de hårdeste OCR formater, der findes.
Jeg overvandt mange grænser ved det løb, bl.a. min højdeskræk, ved at springe 12 meter ned i en flod mere end én gang i de 24 timer.
 Jeg tilbagelagde desuden 103 km i et terræn, der både bød på 35 graders varme om dagen og omkring frysepunktet om natten.

Verdensmesterligt efterår 2019
Fast forward til efteråret 2019 hvor jeg havde min mest ambitiøse OCR sæsonafslutning. Jeg skulle deltage i tre store mesterskaber på én måned.

Først rejste jeg til England og deltog i to løb ved VM den 11.-12. oktober. Fredag d. 11. oktober stillede jeg op i ”Short Course”. Det er 5-7 km med de ypperste forhindringer fra OCR løb fra hele verden.

Løbet er for de hurtige, og grebsstyrke er altafgørende. Meget i OCR er ”jorden er giftig”-klatreagtige forhindringer, bl.a.  ”Skitch 2.0” hvor man udrustet med to ”Ninja hooks” aka kroge skal traversere sidelæns på to jernstænger, uden at røre jorden.

Lørdag den 12. oktober gik starten så for ”Standard Course”, som er kongedistancen med alt, hvad OCR verdenen kan kaste efter en på 15 km. Alle forhindringerne fra gårsdagens ”short course”, plus mange flere.

Herunder et uendeligt langt stykke hvor man skulle bære/trække/skubbe en 25 kg sandsæk kaldet ”wreckbag” ned i og op af dybe mudderhuller og under lange passager cargonet.
Under dette løb skulle man desuden i vandet, tog mudderpøler et utal af gange, bl.a. via rutschebaner og trapez’er.

Standard Course var et af de hårdeste løb nogensinde afholdt i VM regi, baseret på statistik med kun ca. en tredjedel af deltagerne der gennemførte. Man skal således gennemføre alle forhindringer korrekt for at figurere som gennemført.

Det regnede tungt og var koldt og blæsende, alle faktorer der ikke just gjorde noget godt for grebstyrken og ved i forvejen svære forhindringer.
Jeg gennemførte dog begge løb snævert og placerede i øverste tredjedel i min aldersgruppe, 40-44 år med knap 200 løbere i denne aldersgruppe.

Under tre uger senere, lørdag den. 2. november stod jeg så på startlinjen i Sparta, Grækenland, klar til Spartan Race Trifecta VM.

Ved dette stævne skulle jeg løbe tre løb på tre forskellige afstande, med forskellige forhindringer, hvorfor det hedder en ”Trifecta”. Jeg løb således en ”Sprint” på ca. 7 km om formiddagen og en ”Super” på ca. 17 km om eftermiddagen.
Forhindringerne var teknisk meget lettere end tre uger forinden i England, dog var der væsentligt flere højdemeter i bjergene ved Sparta, der var 25 grader varmt, og Spartan Race er velkendt for at have nogle meget tunge forhindringer, herunder ”Atlas Carry”, ”Bucket Carry”, ”Sandbag carry” og Chain carry”, hvor man skal tilbagelægge kortere eller længere distancer med tunge objekter og oftest opad.

Andre forhindringer såsom diverse balanceelementer og spydkast adskiller Spartan Races fra mange andre løb. Fejler man en forhindring belønnes man med 30 burpees. Man kan således godt fejle en forhindring, afvikle sine 30 burpees og fortsat figurere som gennemført.

Lørdagens to løb gennemførte jeg fejlfrit, bortset fra et fald ned af en skrænt, og det lykkedes mig endda at sikre mig placeringer blandt top 15 i min aldersgruppe.
Søndag den 3. november stod den så på kongeetapen ”Beast” på 27 km, her gik det dog knap så gelinde. Det var alle de samme forhindringer som dagen forinden and then some.
Jeg missede spydkast, jeg faldt ned af slacklines og mistede grebstyrke i ny og næ. Det blev belønnet med 180 burpees ialt undervejs, og jeg sluttede på en samlet 17. plads ud af de 63 i min aldersgruppe.

En kold og grænseoverskridende affære
En uge senere, lørdag den. 9. november var jeg i Åre, Sverige, det sneede og var -15 grader udenfor. Jeg var ved at foretage mit sidste check af påklædning, udstyr og mad i mit 1x1 meter-område inde i ”Pit Area”.

Pit area er det område, hvor man kan opbevare mad, tøj og andet, man skal bruge for at klare dig i 24 timer. Mine shorts og t-shirts var skiftet ud med polar termoundertøj og diverse lag tøj, samt en løberygsæk med alt det vigtigste til overleve, hvis man for vildt.
Klokken 12 præcis gik starten Spartan Race Ultra World Championsships, og jeg havde nu 24 timer til at gennemføre så mange runder som muligt på en 8 km lang bane med 30 forhindringer i bjergene ved Åre.

Det var et helt majestætisk startområde langs en kæmpe frossen sø omgivet af sneklædte bjerge. Efter knap en km gik ruten opad med stejle passager, hvor man var helt nede på alle fire og kravle/klatre. Det blæsteog sneede, altimens der skulle løftes, skubbes og trækkes tunge objekter. Man skulle kaste med spyd, man skulle over høje vægge, under pigtråd, svinge sig fra ring til ring, gå armgang i monkeybars, hvor hænderne frøs fast til metallet, hvis man holdt ved for længe.

Det hele skulle man gentage så mange gange som muligt i 24 timers.

For den uindviede virker det naturligvis som det rene galamatias, og det er det sandsynlig nok også. Men de blandede følelser af frygt, endorfiner, træthed og stolthed og altoverskyggende følelse af at føle sig i live er ubeskrivelig.
Jeg fik en andenplads i Open Kategorien ved dette løb, men endnu vigtigere fik jeg en oplevelse for livet, jeg lærte mig selv og mine grænser lidt bedre at kende.

FundRacers - velgørenhed gennem OCR
Alt i alt er OCR en sport der, for mit vedkommende og hvor filantropisk det end måtte lyde, er en kontinuerlig proces om at blive et bedre og stærkere menneske, fysisk og psykisk.

I ånden af denne kontinuerlige selvrealisering grundlagde jeg desuden et projekt for Børnecancerfonden tilbage i 2014 sammen med tre venner – et projekt ved navn ”FundRacers”. Formålet med projektet er at indsamle så mange penge som muligt ved bl.a. at afholde OCR træningsevents, sælge FundRacers merchandise såsom t-shirts i et forsøg på at synliggøre vores projekt samt Børnecancerfondens fantastiske arbejde.
Der indsamles desuden penge til Børnecancerfonden når jeg bl.a. løber mine vanvittige ekstreme løbe, så der er mening med galskaben. Det er et fantastisk givende projekt, der i min verden er selvisk i den forstand at jeg får tifold tilbage af glæde hos de kræftramte børn, når vi besøger dem på hopsitalerne med gaver.
Vi har siden projektets opstart i ´14 indsamlet knap en million kroner til Børnecancerfonden, samt aflagt 10 jule- og påskebesøg.

Alt i alt har jeg fundet en sport og en lidenskab, der på alle måder giver mening og på en, og samme tid udvikler mig og holder mig taknemmelig og ydmyg for, hvad jeg har.  Igen alle egenskaber jeg i høj grad kan gøre brug af i det daglige som politibetjent.

Der skal i den forbindelse lyde en kæmpe tak til Støtteforeningen PI-Københavns Venner, samt PISA for deres evige støtte ved mine mange udenlandske løb.

Måske ses vi i mudderet?