KMD Ironman Copenhagen 2017

Svømmeruten i Lagunen på Amager Strand

  • Tøjet er klar

  • Cyklen er klar

Lennart ude på løberuten

Opdateret 1. oktober 2017

Af Lennart Balling

Det er søndag den 20. august, klokken er 04:30 og vækkeuret ringer. Jeg svinger benene ud af sengen, tar’ en dyb indånding og puster ud igen. Jeg er klar. 
Forude venter en lang dag med KMD Ironman Copenhagen 2017 på menuen.

Træningen har været målrettet siden januar, men ikke uden diverse udfordringer og forhindringer på vejen. Som så mange andre desværre har oplevet det før os, fik vi kræften helt ind på livet, da nærmeste familie blev ramt, men et langt forløb endte lykkeligt i sidste ende.

Mere lykkelige omstændigheder stod på menuen i marts, da min hustru nedkom med vores andet barn.

Sammen med 3 holds skift og arbejde hver anden weekend var det et must at få lavet en detaljeret logistik og træningsplan på hjemmefronten hver uge, for at få projektet til at lykkedes. Til tider kunne man spørge sig selv, om man var dedikeret eller gal, når man stod op klokken 4 om natten/morgenen for at løbe 90 min. inden en formiddagsvagt, for igen om aftenen, når børnene var lagt til ro, at begive sig ud på en 2 timers cykeltur, for næste morgen kl. 6 at stå klar i svømmehallen til endnu et træningspas.

Men nu hvor klokken er blevet 6 på raceday, og jeg står i startområdet på Amagerstrand, så giver det hele mening.

Alle de mange træningstimer i slud, sne, frost, regn og sol kulminerer, og en stor oplevelse venter. Luften er tyk af spænding og forventning i de tidlige morgentimer i skiftezone, mens ca. 3200 atleter gør sig klar.

Her er alle typer atleter, lige fra de fuldtidsprofessionelle til begynder motionisten. Jeg har efterhånden deltaget i mange forskellige stævner og har en helt fast procedure, jeg kører igennem for at gøre mit udstyr og mig selv klar til start. 

Klokken 07:00 lød startskuddet for de fuldtidsprofessionelle, og klokken 07:10 startede alle de øvrige atleter i en såkaldt rullende start, hvor 5 atleter sendes i vandet hvert 3.sekund. Jeg nærmere mig stille og roligt startstregen, og klokken ca. 07:20 bliver det min tur. Jeg løber ud i vandet og kaster mig afsted. The game is on!

Svømningen går ok, og føler mig ok tilpas på hele turen, som er på 3800m og foregår i Lagunen på Amagerstrand.

1t 15min senere er jeg oppe af vandet igen. Jeg løber op til stativerne med skifteposer. Finder min pose, får trukket våddragten af, smider den i skifteposen, får min hjelm på og så afsted mod cyklen.

Jeg finder min cykel og er ude på cykelruten små 5 min efter, jeg kom op af vandet.

Cykelruten er 180 km lang og går fra Amagerstrand gennem indre by og videre nordpå ad Strandvejen. Mellem Nivå og Humlebæk drejer ruten ind i landet mod vest, til man rammer Kongevejen, og derfra er det sydpå, til man rammer Lyngby.

På dette stræk kommer man hen over Geels bakke, som er det helt store hotspot på cykelruten, hvor massere af tilskuere har taget opstilling og skaber en kæmpe fest.

Fra Lyngby svinger ruten tilbage mod Strandvejen, og herfra drejer man atter nordpå for at snuppe endnu en runde, før man til sidst sætter kursen mod indre by for at skifte til det afsluttende maraton.

Jeg kommer fint afsted på cyklen og har hjemmefra lagt en plan for, hvor hårdt der skal trædes i pedalerne, og hvor meget jeg skal spise og drikke undervejs, så jeg kan opretholde energiniveauet gennem hele racet.

Jeg holder mig til min raceplan og har ingen problemer. Vejret er typisk dansk sommer med sol, vind og lokale styrtbyger. Jeg undgår bygerne og kører nærmest i sol hele vejen, og begge gange jeg krydser Geels bakke, er der stor fest.

Det går lige efter planen. Lige indtil 15km før skiftezonen. Jeg bliver ramt af en punktering på forhjulet og er nødt til at stoppe.

Jeg får hurtigt hjulet af, skifter slangen og finder den splint, der sidder fast i dækket, og som forsagede punkteringen. Jeg får pumpet slangen op, sat hjulet på cyklen igen og er videre i løbet af ganske få minutter. Små 5 minutter senere sker det, der bare ikke må ske. Jeg rammes af en ny punktering og igen på forhjulet. Jeg må igen stoppe og hive forhjulet af cyklen. Jeg får hevet den punkterede slange ud af dækket og finder den sten, der har lavet hullet. Stenen sidder stadig i dækket, og den sidder fast. Meget fast. Jeg forsøger med forskellige ting at få stenen ud, men den vil ikke rokke sig. En kvinde kommer gående med sin barnevogn, og jeg spørger hende, om hun har en nøgle eller kuglepen, jeg må låne. Hun fisker en kuglepen op af tasken og kaster den over til mig. Med vold og magt lykkedes det mig til sidst at få stenen ud. Jeg snupper en gel og lægger plastikindpakningen ind i dækket som ekstra dækindlæg, hen over hullet stenen har lavet.
Jeg får pumpet slangen op og får sat hjulet på igen. Dette pitstop har taget noget længere tid end det første, og nu skal dæk og slanger holde hele vejen til mål, for jeg har ikke flere slanger med.

Efter 5t 41min stiller jeg cyklen i skiftezonen. Jeg er tilfreds med turen, og kan hverken gøre fra eller til, at jeg på de to punkteringer har tabt 15 min.

2min 40sek. senere er jeg ude på løbe ruten. Og hvilken rute. En rute tæt pakket med op mod 200.000 tilskuere, der skaber en fantastisk kulisse hele vejen rundt. Ruten skal gennemløbes 4 ½ gang, før målstregen venter.

Jeg finder hurtigt min pace og kan mærke, at benene stadig er gode. Jeg fortsætter med at spise og drikke efter min plan og føler mig helt ovenpå.

De mange tilskuere skaber en kanon stemning, og man skal kæmpe lidt for ikke at blive overmodig og lade sig rive med og sætte et for højt tempo. Jeg nyder ruten og der, midt på Toldbodgade, står hele familien.
De hepper, som havde fanden besat dem!! Synet af den familie, som igennem de sidste mange måneder gang på gang har set deres far, ægtemand, søn og svigersøn stryge ud af døren for endnu en gang at skulle træne, og har efterladt dem alene derhjemme, og som nu står og hepper som gjaldt det deres liv, får tårerne til at trille.
Jeg gir mig tid til at standse op og uddele kys og kram for blot at blive sparket bagi af min far, mens han råber: ”kan du så komme videre knægt. Du har ikke trænet så meget for at stå her og flæbe”.
Jeg løbere videre, mens jeg skrald griner og lader en sidste tåre trille. Jeg får samlet mig sammen og finder hurtigt ind i min rytme igen. Rundt på hele ruten møder jeg venner og kollegaer, som hepper mig på vej. En fantastisk følelse, men jeg kan også mærke, at trætheden begynder at indfinde sig. Nok ikke så underligt, da jeg har været i gang i 9 timer, men energimæssigt føler jeg mig ovenpå og med en god følelse i kroppen.

Ved 23 km bliver den følelse sprængt til atomer. Uden forudgående varsel og fra det ene skridt til det andet, kramper mit højre baglår, som jeg aldrig har prøvet det før. Jeg står nærmest på røv og albuer, men reddes af den opstillede afspærring.

Jeg får strukket lidt ud og begynder at små løbe igen. Jeg kan hurtigt mærke, at jeg ikke er i stand til at komme tilbage i samme pace, og baglåret hopper ind og ud af krampeagtig tilstand.
Kramperne spreder sig til for låret og inderlåret, og de kommer så pludseligt og er så voldsomme, at mit ben nærmest trækkes ud til siden, når krampen sætter sig. På et tidspunkt sidder kramperne i læg, for-, bag- og inderlår på samme tid, og jeg hænger i bogstavelig stand i hegnet ved siden af den sorte Diamant og skriger min smerte, vrede og frustration ud over inderhavnen.
At vælge at udgå er ikke en mulighed, så hellere gå de sidste 10 km hjem.

Efter flere minutters stræk på den ene og den anden måde slipper kramperne, og jeg forsøger at komme videre. Min pace er gået voldsomt ned, men jeg forsøger at holde motoren kørende i den pace, der nu er muligt.

De sidste godt 20 km føles uendeligt lange, men langt om længe er jeg få hundrede meter fra målstregen. Jeg tager en sidste kort gå pause for at sikre, at benene får lidt luft og ikke kramper midt på den røde løber ved målstregen. Med en maraton tid på 4t 1min krydser jeg målstregen i en samlet tid på 11 t 5 min 46 sek.

En stor tak skal lyde til de kollegaer, som i mange måneder gang på gang har måtte høre om træning, træning og træning, men som har bakket op og støttet hele vejen, og ligeledes en stor tak til PI Københavns Venner for støtten.

Den største tak går til min kære hustru, som er årsagen til det hele har kunnet lade sig gøre.

Og tak til dig, fordi du læste med. Skulle du være blevet interesseret i at vide mere omkring sporten eller ha’ lyst til at prøve kræfter med den, så skriv endelig til mig, lla026@politi.dk eller ret henvendelse til din lokale triatlon klub.