Åbent Hus i golf

Smukke prøveslag

Hans Jensen viser stolt sit golfsæt frem, han fik i konformationsgave

Opdateret 27. juli 2016

Opdragelse i golfspillet og almindelig dannelse


Af Jens Maagaard Reichgrüber
Foto: Daniel Fynsk og Mogens Voigts

For at imødegå nogle af de mere operative anlagte politiassistenter i afdelingen for Økonomisk kriminalitets lidt kluntede omgang med persongruppen (gerningsmænd og andre interessanter) i vores daglige arbejde, blev det besluttet, at der skulle iværksættes et forsøg med at omskole nogle til at få en bedre forståelse for vores omgang med hinanden og vores fremtoning.

Det første tiltag der blev iværksat var, at tre af os, Pa. Daniel Fynsk, pa. Christian Winniche og jeg selv, blev på golfskole, hvilket faldt meget belejligt med, at golfafdelingen hold åbent hus.
Det siges af være fritidsinteressen for afdelingens klientel. Det viste sig at være en raffineret sammenblanding, af hvad vi kendte fra de lokale haveforeninger som minigolf og Kroket.

Vi blev sendt til Værebro Golfklub, hvor vi blev taget godt imod af Dan Berthelin, som bød alle velkommen. Ud over artiklens tre deltagere, var der indbudt et mere velbevandret publikum af golfklubbens egne medlemmer og førstegangs deltagere i golfens forunderligere verden.

De første par timer gik med, efter udlevering af materiel, undervisning i golfens to grundelementer:  Slå lang med - og skubbe meget præcist til den lille bold.

Til at sikre sig at vi fik den absolut bedste undervisning, var Værebro Golfklubs egen træner, Kenneth Andersen blevet hyret.

Vi startede med udslag (slå langt) på Driving rangen.
Efter en del finjustering lykkedes det for alle i selskabet, ikke at mestre, men dog at få et brugbart udslag i den nogenlunde tiltænkte retning.

Derefter overgik vi til en mere intens træning i ”putting”, hvor vi skulle finde en endnu mere præcist og koncentreret teknik frem, for at skubbe den lille bold det sidste stykke i hul.
Endnu en teknik blev forsøgt mestret, og da tidsplanen for træningen var ved enden forlod vi træningsanlægget for efterfølgende at prøve kræfter med et reel spil golf.

Alle de indbudte blev delt ind i hold af to, og hver blev tildelt det, man i golfverdenen kalder en ”Fadder” (i den virkelige verden kan det betegnes som en voksen, der dels kunne sætte de nye ind i reglerne og sørge for opdragelse ifm. omgangen til spillet, banen, vores færden og opførelse overfor andre). 

Derefter gik vi alle en runde på anlæggets 9-huls bane. Der blev afholdt interne konkurrencer indbyrdes i holdene, som efterfølgende kunne sammenlignes.

Hvad angår førstnævnte tiltag med at justere politiassistenternes omgang og opførelse var tiltrængt. Vores ”Combat Mindset” efter flere års operativt arbejde, dels med gadekampe på Nørrebro, på Christiania, bekæmpelse af bandekriminalitet og den almindelige omgang med utilfredse borgere i København, skulle gemmes meget langt væk.
Den gode opførsel indebar bestemt ikke verbale udtryk for hverken glæde eller aggression, så disse skulle lige kontrolleres.

Derudover blev der prioriteret, at en megen stor del af spillet var gensidig respekt. Man skal ikke skynde på spillerne, som kæmpede med at sejre på det hul ens hold skulle til, hvorfor man ventede pænt.
Samtidig skulle man sørge for, ikke at fjumre rundt og bruge tid på alt muligt pjat, så dem der skulle til, der hvor man nu selv kæmpede, ikke skulle vente alt for længe.

Dertil var der regler for, hvorledes man bevægede sig rundt på banen. Man måtte åbenbart ikke gå med sin trækvogn hen over de finere dele af golfbanen (tie stedet og greenen) ligesom man under ingen omstændigheder gik imellem greenen og det, som oftest utroligt irriterende hul i banen der var fyldt med sand (bunkeren).

Og var man nu så uheldig, at den voldsomme forhøjet tyngdekraft i sandhullet fik fat i ens bold, og man var nødsaget til at kravle ned i sandkassen, var det god kutyme, at man selvfølgelig lige tog riven og planede og rev sandet således alt så uspoleret ud.

Det gav nu god mening når man selv stod der, at underlaget var pænt og jævnt, for det var så absolut ikke nemt at få bolden op derfra, og det var bestemt en fordel med et godt underlag.

Efter at alle hold havde gennemført de 9 huller på eksemplarisk vis, var det tid til en lille putte konkurrence alle de indbudte imellem.
Det foregik på en stor putting green med 18 huller, og konkurrencen bestod i, at man skulle gennemfører banen på mindst mulige slag, hvilket vel er grundprincippet med golf.
Vinderen Lars Jürgensen vandt to flasker vin efter en overbevisende sejr.

Undervejs blev vi trakteret med både vand, sodavand, frugt og slik, hvilket var kærkommen i den danske sommervarme.

Efter en fantastisk dag i et utroligt godt selskab og det danske sommervejr som viste sig fra sin bedste side, gik vi tre politiassistenter hjem med en meget positiv oplevelse af golfspillet.

Et utrolig spil, hvor mange facetter spiller ind, og hvor god skik og kutyme er en stor del af det og en fantastisk måde at komme ud og få lidt motion og frisk luft på samt at nyde den danske natur.
Vi takker mange gange for invitationen og for det fine arrangement, og mon ikke at vi fik lidt mere med hjem, end bare en god oplevelse, det mener vi i hvert fald selv.

Stor tak til Støtteforeningen PI-Københavns Venner der økonomisk gjorde det muligt at arrangere dette Åbent Hus arrangement.  


 

 

Dyb koncentration på "puttebanen"