Ut4M - Ultra tour des 4 Massifs

Kenneth og Flemming kan nyde den imponerende udsigt

Opdateret 30. september 2016

Støtteforeningen har til denne tur ydes økonomisk støtte til Flemming Andersson.


Drømmen om Ultra Trail du Mont Blanc

Af Flemming Andersson
Foto : Kenneth Møller Pedersen

Drømmen om at deltage i ”Ultra Trail du Mont Blanc” – verdens ubetinget mest berømte og prestigefyldte bjergløb, opstod for – næsten på datoen - præcis 10 år siden, da jeg og min makker Kenneth, under et ophold i Chamonix, med bestigning af Mont Blanc for øje, så en plakat med en beskrivelse af løbet, ophængt på det hyggelige torv i hjertet af den lille franske alpeby.

Jeg husker de første tillægsord, der ramte hjernebarken, var ”vanvittigt” og ”sindssygt” med tanke på, at løbet bestod af en rute på ikke mindre end 170 km og næsten 10.000 højdemeter, og jeg tænkte ikke et eneste sekund over, om dette mon kunne være noget for mig.

På daværende tidspunkt havde jeg løbet 7-8 maratonløb og havde også stiftet bekendtskab med triatlon på ironmandistancen. Men tanken om, at skulle deltage i et løb, hvor tidskravet i antal timer for at gennemføre lå midt i fyrrene, syntes på daværende tidspunkt fuldstændig absurd.
Og tanken om at skulle kvalificere sig til løbet via andre løb syntes endnu mere uoverskuelig.

Drømmen tager fart
Ikke desto mindre var en drøm født, og 5 år senere - i 2011 - stillede vi til start i vores første rigtige pointgivende bjergløb, Trail Aiguilles Rouges – 50 km og 4000 højdemeter og fik en gigantisk røvfuld.

Det er sådan at organisationen bag UTMB – Ultra Trail du Mont Blanc - rangerer andre løb efter hårdhed på en skala fra 1 til 4 point, og vi havde, uden særligt kendskab til dette pointregnskab, tilmeldt os et 2-pointløb i den tro, at 50 kilometer jo kun var en anelse længere end et ”almindeligt” maratonløb.


Senere gik det op for mig, at distancen jo måles vandret og uden hensyntagen til, at ruten jo går op og ned og op igen, og at man for at få den reelle distance på et bjergløb faktisk bruger en grov-regneregel, hvor man lægger en hundrededel af højdemeterne til for at få den reelle distance, således at løbet rent faktisk havde en længde på 90 km op og ned i bjergene.

Lidt som at lægge en tråd langs højdeprofilen og så strække den ud og på den måde estimere distancen, man skal bevæge sig henover.
Vi fik os dog slæbt igennem og ”tjente” således de første 2 point i jagten på de – på dette tidspunkt – 6 adgangsgivende kvalifikationspoint, og en lille drøm var født.

Lodtræknings(u)held
Ud over pointkravet skulle man desuden gennem en lodtrækning, hvor kun ca. 25 % af de kvalificerede fik adgang til løbet, hvilket afstedkom en del panderynker over de næste år, idet lodtrækningsheldet ikke just var med os.
Dette med den følge, at optjente point løbende blev for gamle og således skulle fornyes via nye kvalificerende løb.

Sådan gik der nogle år, men endelig kunne vi gøre brug af reglen om, at man efter 3 års fejlslåede lodtrækninger i træk, er garanteret deltagelse i UTMB, såfremt adgangskravet om nu 9 kvalificerende point var opfyldt.

Nu er det alvor!
Det var således med 6 gældende point – 4 fra TDS, et fransk bjergløb og 2 fra lidt mere hjemlige omgivelser på Hammertrail-ruten på Bornholm - at jeg og makker Kenneth stillede til start i bjergløbet Ut4M - Ultra tour des 4 Massifs, et fransk 4-points bjergløb i de franske alper, omkransende Grenoble.
Distancen var 170 km og 11.000 højdemeter fordelt på 4 bjergmassiver, som skulle gennemføres på max 53 timer. Kravet til os selv var krystalklart. Løbet SKULLE gennemføres, da det var et af de sidste løb i sæsonen i forhold til at skaffe sig tilstrækkelige kvalifikationspoint før UTMB-lodtrækningen.

Formen var fornuftig og humøret højt, da vi en morgen i august 2015 bevægede os mod startstregen i Parc Paul Mistral. Fast besluttede på at score de 4 point, der endelig - langt om længe - skulle sikre deltagelsen i UTMB.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og smilene skinnede om kap med solen. Eneste bekymring var sådan set, at Kenneth, min makker, havde suget en massiv forkølelse/halsbetændelse til sig i dagene op til løbet, hvilket bekymrede ham lidt.

Vercors - Bjergmassiv 1 af 4
Med 389 feststemte deltagere til start var der liv og glade dage i startområdet, og inden længe havde vi kurs mod bjergene og det første massiv, Vercors, hvis opstigning blev overvundet uden de helt store skærmydsler, men i stadigt stigende temperaturer.
Et kort stop på toppen efter omkring 2200 højdemeter og et blik ud over den fantastiske dal og byen Grenoble dybt under os, hvorefter det gik nedad mod dalen og varmen.
Faktisk passerede temperaturen 30 grader henover formiddagen, hvilket under det lange nedløb gjorde et massivt indhug i energiniveauet og – fandt vi ud af senere – antallet af deltagere, der havde mod på at krydse 4 bjergmassiver.

I løbet af nedstigningen til dalen og et sjældent ”fladt” stykke hen mod det første hoveddepot indtraf en ret seriøs krise for os begge. Væsketabet havde efterhånden været så massivt, at tilstanden efterhånden begyndte at ligne reel dehydrering, og hver gang vi fik chancen søgte vi at nedbringe temperaturen i kroppen.
I mange små landsbyer findes der på torvet et kar, hvori der løber rindende vand, og det var ved enhver lejlighed og med hovedet først, at der blev taget for sig af det kolde vand.

Krise
Efterhånden som vi langsomt bevægede os ind i aftenen og natten, faldt temperaturen noget. Vi havde taget hul på det andet bjergmassiv, og den første krise var afblæst. Til gengæld indtraf en ny, idet min makker Kenneth blev stadigt mere og mere syg, hvilket afstedkom, at han knapt halvvejs gennem løbet – nærmest grædefærdig grundet den truende missede kvalifikation – måtte meddele mig, at han ikke længere så sig i stand til at gennemføre løbet.
Han havde på dette tidspunkt haft rigtigt svært ved at trække vejret, hvilket ikke er en fordel, når man deltager i bjerg-ultraløb.

Efter en længere debat om, hvad der var det klogeste at gøre, kom vi frem til, at jeg skulle forsøge at gennemføre løbet alene og score de 4 kvalifikationspoint, hvorefter vi så måtte håbe på, at der kunne findes en mulighed for Kenneth for at score sig pointene i et andet og senere løb.

Alene
Jeg tog derfor hul på det 3. og næstsidste bjergmassiv alene og fandt forholdsvist hurtigt ind i en fornuftig rytme, båret af en vis frustration over vores uheld.
Det var nu blevet lørdag, og dagen gik noget bedre end forventet set i forhold til den knugende varme dagen før.

Undervejs var jeg i løbende telefonisk kontakt med Kenneth og aftalte med ham, at han efter at have sovet nogle timer på hotellet i Grenoble, ville forsøge at møde mig ved hoveddepotet mellem 3. og 4. bjergmassiv.

Overraskelse hjemmefra
Det meste af lørdagen var efterhånden brugt, da jeg kort før sidste hoveddepot, så en skikkelse med en løbestil, som jeg vil kunne genkende til den dag, jeg sætter (træ)løbeskoene.
Teamet var atter samlet, og Kenneth luntede ved min side ind mod depotet. Begge tydeligt mærket af strabadserne. Kort før depotet fik jeg pludseligt øje på et kæmpestort Dannebrog, men verfede hurtigt tanken om danske tilskuere væk. Dels fordi områdeflaget i Savoie minder rigtigt meget om Dannebrog, men i lige så høj grad, fordi jeg jo vidste, at jeg jo nu var den eneste tilbageværende danske deltager.

Stor var min overraskelse og begejstring derfor, da jeg først så min kones skikkelse løbe imod mig fra det nærliggende depot. Hun og hendes søster – Kenneths kone – havde taget turen til Grenoble for at overraske os.
Den her type løb tærer selvfølgelig på fysikken, men i endnu højere grad på psyken, så det var en kærkommen opmuntring at se kendte ansigter og få et kys og en krammer.

Det gør man s….. ikke!
Ned ad det lange nedløb mod depotet havde jeg fulgtes en smule med en franskmand, som lod forstå, at han skulle møde sin kæreste i depotet, hvor han ville tage en kort lur (20 min) og så bruge kæresten som garant for, at han kom op i tide.
I min naivitet bad jeg kæresten om at vække mig samtidigt, men satte for en sikkerheds skyld min alarm til at ringe efter 25 min, hvor jeg satte mig op og – lettere forvirret – kunne konstatere, at franskmanden var over alle bjerge.

Irriteret fik jeg hurtigt stukket hul på et par vabler, tapet fødderne ind, skiftet lidt tøj, pakket mine stumper og satte efter franskmanden i et for dette tidspunkt rasende tempo. Jeg var sur. At bryde en aftale, blot for at kunne avancere et par pladser var sgu ikke ok.

Det nærmede sig snart solnedgang igen og efter et gennemtænkt og veludført pitstop med forberedelse til nattens udfordringer, kunne jeg kort efter, med et noget sarkastisk ”tak fordi I vækkede mig!”, rykke forbi franskmanden og så ham aldrig siden.

Sms: ”Du rykker helt vildt!” – brormand <3
Dette blev med opbakning fra min bror og søster via sms´er hjemme fra Danmark startskuddet til en jagt op gennem feltet. Jeg havde krudt i stængerne og besluttede mig for at se, hvor langt jeg kunne presse kroppen – båret af tanken om, at jeg havde familien ventende ved målstregen.

Stille og roligt bevægede jeg mig op gennem feltet, og det var rigtigt motiverende at se andre deltagere dukke op forude og kort efter forsvinde agterude. Kroppen og især fødderne var efterhånden godt mærket af de over 40 timer i bjergene, men jeg forsøgte at køre på, og jeg fik med en sidste kraftanstrengelse hevet min krop over den sidste top og tog hul på nedløbet med retning mod Grenoble.

Stjernehimmel over og under
Fantastiske views over de 1000-vis af lys i Grenoble viste sig herefter fra trailsporene i 2500 meters højde. Nærmest som en stjernehimmel under løberne, der strålede om kap med himmelen over dem.

Langsomt blev lysene tydeligere, og jeg nærmede mig byen. Jeg havde over de sidste timer løbet mig fra en plads omkring nr. 150 op til nr. 70 og fyrede alt af, der var tilbage i kroppen.
Nedløb er normalt ikke noget vi danskere er specielt gode til, da det er svært at træne, men det sidste nedløb var knapt så stejlt som mange af de andre, så jeg gav den alt, jeg havde og kunne efter lidt over 44 timer, hånd i hånd med Kenneth, som sammen med konerne ventede trofast i målområdet, løbe gennem målportalen i Grenoble som en samlet nr. 57 af de 389 startende.

En fantastisk, men også noget mere ensom affære, end andre gange, hvor vi har haft held til at gennemføre bjergløb sammen. Finisherprocenten nåede sølle 37%, primært afstedkommet af de høje temperaturer.

De 4 kvalifikationspoint var i hus og rejsen med Ultra Trail du Mont Blanc et skridt kortere…

Tusind tak for støtten fra støtteforeningen PI´s Venner.

Har du lyst til mere om kampen for deltagelse i Ultra Trail du Mont Blanc, kan du på ”Vimeo” se vores (Team Schwausens) film ”4 Massifs 4 Us”, som blev vist på Danish Adventure Film Festival i 2015. Filmen ligger frit tilgængeligt og er gratis.


 

 

Der var opbakning hjemmefra til Flemming